Forord
Forord
til Troldtøjets Sand - samt andre sagn og vandrehistorier fra Tibirke
og Arresøs opland:
Troldtøjets
Sand
er navnet på et sagn eller en vandrehistorie om to oldtidshøje som rejser
sig på et højdedrag mellem Holløse og Ørby tæt på den sjællandske nordkyst.
I disse høje bor der troldtøj, sagde man engang. Man sagde også at alskens
ulykker vil ramme den som roder i højenes sand eller på anden måde kommer
trolden for nær.
Vandrehistorien, som er blevet fortalt på mange måder, er blot en af mange
der gennem århundreder er blevet fortalt om væsner der trives bedst i
mørke.
Historierne handler ikke kun om troldtøj. De kan også anskues som almindelige
menneskers beskrivelse af begreber som godhed og ondskab, og om den evige
kamp mellem de to begreber. Troldtøj er i den forbindelse uønsket skab,
hvad enten det drejer sig om trolde, ellepiger, nisser, varulve, hekse
eller andre direkte efterkommere af oldtidsmenneskets og vikingernes guder.
Om alle disse efterkommere har folk snakket og fortalt historier så længe
at det nu er uinteressant at vide hvornår de mærkelige skabninger huserede.
Det
siges at hver by og hvert sogn har sine hekse og trolde. Visse steder
er dog ved indgangen til et nyt årtusinde fattige på vandrehistorier om
troldtøj og spøgeri. Pest, krig og kirke har fordrevet folk eller deres
traditioner og folketro. Men i den egn hvor handlingen i denne bogs historier
udspilles har der altid - på trods af krige, pest, sandflugt og andre
ulykker - været en herlig genstridig befolkning der har ønsket at kunne
henrykkes og forskrækkes af naturens fortryllelser.
<<Til top
Det
geografiske centrum for handlingen i bogens historier er Tibirke i Nordsjælland.
At man så let kan følge troldtøjets spor i landskabet fra denne tilsandede
landsby har en naturlig forklaring. Det var nemlig her Den Onde huserede,
hvis man tør tro på de seneste århundreders folkesnak.
Et faktum er det at den samme arkæolog, som afdækkede gudeviet i Jelling,
arkitekt Ejnar Dyggve, også i en periode boede ved siden af Tibirke Kirke
og også her fandt belæg for at udvikle teorier om, at der omkring kirken
har ligget kultpladser for de gamle hedenske guder Tyr (Tir) og Frej (Frø).
Hvis man tager Dyggves teori for gode varer må man også tro på, at dyr
og mennesker engang blev ofret til guderne på dette bakkedrag.
Fra dette sjællandske Olympos-bjerg er historierne vandret i folkemunde.
Først om guder, senere om troltøj. Geografisk kan historiernes vandring
følges i et landskab der før var afgrænset af vand og sump, store skove
og sandørken. Turen går bl.a. gennem Vejby- og Tisvilde-egnen, rundt om
Arresø, Helsinge, Blistrup og langs den sjællandske nordkyst fra Rågeleje
til Liseleje.<<Til
top
Historierne er blevet genfortalt så mange gange at ingen kender deres
oprindelse. Ordene "der var engang" vil derfor være indledningen på mange
sætninger og beretninger i denne bog. Mere præcis tidsangivelse kan ikke
gives.
I dag kendes kun enkelte rester af nogle af vandrehistorierne og sagnene.
De er blandt andet blevet bevaret gennem nogle optegnelser som blev udført
for Nationalmuseet i sidste halvdel af 19. århundrede. For at forstå disse
fragmenter, som er optegnet af V. Boye (En Herredsreise, c. 1886) må man
bruge sin fantasi, digte lidt til og lytte til det andre mennesker har
fortalt om samme eller lignende sager. Et sådant forsøg gøres med denne
bog.
<<Til top
Meget
opspind og digt er der puttet på fragmenterne, men uden læserens egen
fantasi vil forsøget stadig mislykkes.
Mange af beretningernes elementer vil fag- og religionshistorikere kunne
betegne som historieforvanskninger. Alle må de have lov at have deres
viden, og den er ikke forsøgt antastet med denne udgivelse.
Mange af historierne er skættehistorier fra kvindernes snak over hørkartningen.
Andre er fortalt videre som godnathistorier af bedstemødrene til deres
børnebørn. Hver gang er der ændret lidt i dem. I denne samling gøres ingen
undtagelse. Visse lokaliteter er måske endda blevet tilført nye eller
opdigtede elementer fra historier med oprindelse flere mil derfra, men
i vandrehistorier tjener det intet formål at skelne mellem sandt og usandt.
Flere mundtlige kilder har ligeledes, bevidst eller ubevidst, givet bidrag
til denne bogs historier.
Med enkelte af sagnene er der næsten udelukkende foretaget en sproglig
justering og nyfortælling i forhold til allerede kendte optegnelser. Det
gælder bl.a. sagn om Helenekilde og Sankt Helene Grav i Tisvilde.
I denne samling drages ingen konklusioner om hvem denne Helene var. I
stedet genfortælles uddrag af en række sagn og vandrehistorier fra Nordsjælland
suppleret med udpluk fra sagn fra Sverige, hvorfra Helene ifølge de fleste
overleveringer skulle komme. Hver især kan historierne indeholde modstridende
oplysninger om denne fromme kvinde som i folkesnakken spredte lys og glæde
til alle, der tog hende alvorligt. Alle sagn og legender om hende vidner
om forfædres fantasirigdom og lyst til at fortælle en god historie.
<<Til top
Nogle
levn eksisterer i dag kun som sætninger, som mundheld og ordsprog. Andre
levn er blevet til husråd. I bogens afsluttende del bringes en række eksempler.
Nogle af dem kendes også fra andre egne af Danmark, men alle har de været
en del af den folkelige overlevering fra samme geografiske område som
bogens øvrige indhold.
Læs dem og fortæl dem videre, lad folkesnakken leve.
Karl
Erik Frederiksen
Bestil
bogen
|