Oliekridt
Karen Myron Jeppesen
Om bogens billeder
Ingen maler kan være særlig stolt af at skulle fremvise nogle billeder som han ikke er færdig med, eller måske slet ikke er tilfreds med. Først når signaturen er kommet på vil maleren være sit værk så bekendt, at andre kan få lov at studere det. Sådan må det nødvendigvis være for de fleste, og sådan har det også været for maleren Ove Kunert (1893-1975).
Året før han forlod kunstakademiet i 1917 slog han sig ned i Tisvilde. I den periode malede han blandt andet nogle meget poetiske billeder af sin tilkommende og af naturen, stærkt inspireret af sin læremester Julius Paulsen. I sit tilholdsted i Tisvilde gik han samtidig i gang med et større projekt: På væggene i en gammel vognport, der var omdannet til beboelse, monterede han 14 lærreder i forskellig størrelse. På disse tapeter begyndte han at male sin version af sagnet om Tisvilde.
Billederne fortæller historien om Sankt Helena, der driver i land på en stor sten på Tisvildes Nordstrand, og siden føres i land af munkene. Man ser kilden, der springer op af jorden ved hendes båre. Man følger hendes tur til graven. Man ser de syge og svækkede ved graven, og man ser de blussende sankthans-bål som samler folk.
Længere har han ikke gjort historien. Godt tre år efter at han begyndte at holde til i Tisvilde flyttede han nemlig ind i et andet hus i Tisvilde. Det forlyder at han af en efterfølgende ejer blev opfordret til at sætte sit navnetræk på billederne, men nogen signatur kom der aldrig på.
Huset er nu sommerhus, og kun dets skiftende beboere har kunnet glæde sig over den indholdsrige beretning, som Kunert skildrede.
Ingen kan sige om billederne er færdige, eller om de udtrykker det, som maleren ønskede. Tydeligt er det at de lidt tegneserie-agtige figurer, der er på billederne, i malerteknik og udtryk adskiller sig væsentligt fra de portrætter og kropsstudier han malede i næsten samme periode.
Trods
denne usikkerhed om det kunstneriske niveau vidner billederne om en maler,
der tydeligt er fascineret af en sagnomspundet egn og dens traditioner.
Denne begejstring kan offentligheden nu få et lille indtryk af.
Den nuværende ejer gav nemlig tilladelse til at billederne bruges
som illustration til en serie sagn og vandrehistorier om Helene og forskellige
overleveringer om sankthans, der er en del af indholdet i "Troldtøjets
Sand - samt andre sagn og vandrehistorier fra Tibirke og Arresøs
opland".
<<Til top
Et andet Kunert-billede forestillende Svanekæret i Tisvilde benyttes i bogen som illustration til en serie historier om Tisvildes forsvundne badstue(-slot?) og badstuekær. Ellers er bogen primært illustreret af Kaj Walther, Karen Myron Jeppesen, eventyrmaleren Aage Clemmensen og billedhuggeren Søren Koefoed.
Største bidragyder er Kaj Walther. Fra hans scrap-bøger er hentet 17 tusch-tegninger og akvareller, hvoraf de ældste er fra cirka 1950. Der bringes desuden tre helt nye stemningsmættede landsskaber som han har malet med farvekridt på Trongården i marts 2000. Dels et råkoldt landskab i mørke farver, og dels to skovmotiver i forårets lyseste grønne farver.
Mere farve er der i 11 oliekridtstegninger og malerier af Karen Myron Jeppesen med motiver fra Tibirke, Tisvilde Hegn, Klodal, Ørby, Ellemosen, Annisse m.v.
Eventyrmaleren
Aage Clemmensen bidrager med tre malerier af dryader, lygtemænd
og ellepiger, mens Søren Koefoeds skitser og egne affotograferinger
af skulpturen "Kampen", dels som voksmodel og dels udført i papmaché
som færdig installation i kapellet på Assistens Kirkegård.
Skulpturen er kunstnerens version af Johannes Åbenbaringens beretning
om overenglen Michaels kamp mod dragen med de syv hoveder. I bogen illustrerer
den et afsnit om tro og overtro.
<<Til top
Alle de seks nævnte kunstnere har det til fælles, at de har ladet sig inspirere og fortrylle af Tibirke- og Arresøegnens landskab og myter, præcis som de forfædre, som underholdt deres efterkommere med beretninger om gode helgener, onde trolde, forførende elverpiger, bidske varulve, drilske nisser og gengangere, og som bogens tekst koncentreres om.
Ove Kunert 1893-1975.
Afskrift fra Weilbachs Kunstnerleksikon, red. Merete Bodelsen og Povl Engelstoft, Ascheborg Dansk Forlag, 1949, bind II, side 189:
Kunert, Ove f. 1893, Maler
F.
11. Maj 1893 i Kbh. Forældre: Manufakturhandler Ernst Kunert og
Helga Dahl. Gift 7. december 1918 på Frederiksberg m. Anna Larsen,
f. 10. Aug. 1894 i Kbh., Datter af Togfører Knud Olaf Karl L. og
Dagmar Iversen.
Uddannelse:
I Malerlærer, besøgt Tekn. Sk. i Kbh. 1906. Akademiet Okt.
1911 til April 1917 (Afgang).
Stipendier: Ronge 1916, Bielke 1922.
Rejser: 1922 Italien.
Udst.: Charl. 1914-1948 (34 G. m. 99 Arb.), Charl. Eft. 1928, 34, 39.
Unge Kunst. For. 1912. Sep. Udst. 1918 (Kolding Kunstforening).
Arbejder: Efteraar i i Ermelunden (1914), Brydende Sol, Lungby (1918),
Vintersol i min have, Tisvilde (1924), Marker, Tisvilde (1931), Julius
maler (udst. 1933), Model i Sofa (udst. 1939), Gamle Ege, Tisvilde Hegn
(1946).
O.K. har med Forkærlighed malet Skovbilleder fra Tisvilde Hegn,
jævne naturalistiske Arbejder i slørede Toner, som undertiden
genkalder Julius Paulsen.
Hans Portrætter og Modelbilleder ejer lignende stilfærdige
maleriske Egenskaber, der bunder i en lyrisk Følsomhed over for
farver og Lysets Sammenspil.
H.M.
Kbh. 8. marts 1920.
Berl. Tid. 6. Nov. 1933 (K. Flor), Dag. Nyh. 11. Nov. 1933 (E. Knuth),
Ekstrabl. 13. Nov. 1933.
Efterskrift
og advarsel: Stol ikke på
oplysningerne i den nye udgave af Weilbachs Kunstnerleksikon. Flere oplysninger
om Ove Kunert er forkerte. KEF.