Præsentation
af bogen
Troldtøjets Sand blev præsenteret for offentligheden ved et pressemøde og en reception torsdag 15. juni 2000.
Det skete i huset Grethely som tidligere har været ejet af arkitekten og arkæologen Ejnar Dyggve. Indirekte er det ham der har givet inspirationen til indsamlingen og gendigtningen af de mange folkelige levn som bogen indeholder.
Det var ham som omkring 1950 udviklede teorien om at der ved Tibirke Kirke har ligget et gudevi for guden Tyr (Ti), som Tibirke sandsynligvis er opkaldt efter.
Mange andre før ham har sagt det samme, men Dyggve kunne underbygge teorien ved at henvise til spor i landskabet og til en stensætning midt i resterne af den ene af de to sandvolde som dannede gudeviets sider. Hvis teorien er rigtig er Grethely bygget midt i det gamle gudevi.
Grethely er i øvrigt navngivet af Ejnar Dyggve som et minde om konen til husets første ejer, postbudet, komponisten og musikeren Carl Poulsen. I dag ejes huset af Tibirke Menighedsråd.
Ved præsentationen redegjorde Karl Erik Frederiksen for Dyggves teorier og supplerede dem med andre teorier om, at guden Frej er blevet dyrket på Frøbakken i Tisvilde Hegn.
Det er fortællinger i folkemunde om denne dyrkelse med al dens voldsudøvelse, sakrale prostitution og ofringer der gennem tiderne er blevet til historier om troldtøj, om onde trolde, hekse og forføriske elverpiger. Og det er på grund af historierne om denne barbariske gudedyrkelse at andre så vedholdende har holdt liv i historien om den fromme Helene som drev i land ved Tisvildes Nordstrand, og ved hvis kilde (Helenekilde) og grav (Helene Grav) store folkemasser gennem århundreder har fået helbredelse og opmuntring i kraft af hendes undere og jærtegn, fortalte Karl Erik Frederiksen.
Ved præsentationen sang Tisvilde Skoles kor under ledelse af Tine Jensen tre sange (Ekko fra dengang, Åh Tisvildeleje og Helene) skrevet og komponeret af John Kofoed Larsen, som også akkompagnerede koret.
Derefter læste Karl Erik Frederiksen tre af bogens historier.
Den første fortæller lidt om hvordan gudedyrkelsen foregik ved Tibirke. Den næste introducerer to kæmpetrolde, som har givet navn til flere lokaliteter på Tibirke og Arresø-egnen. Den sidste fortæller hvor svært det er at slippe fri, hvis man først er begyndt at dyrke samkvem med troldtøjet:
Frejs godhed
Der
var engang
at de stærke mænd, som søgte styrke hos Tyr, syntes utrøstelige. Midt
i vildskaben begyndte de at blive bekymret for om deres manddom rakte
til at kunne føre slægten og kærligheden videre når de kom hjem fra deres
færd.
Nu da de alligevel havde taget turen til offerlunden lod sig derfor trække ind til Frejsbakke for at få styrket deres manddom.
Her viste Frej gavmildhed uden ende, når bare han selv blev velbehaget.
Han, den raskeste af alle ryttere, fik flotte virile heste i gave. Han fik sågar avledygtige mænd. Rundt om Horsekæret der slugte hver eneste afsjælede heste- eller menneskekrop hang dyr og menneskers hoveder i trætoppene. Mændene passerede kærets sydende vand, og med bankende puls i alle lemmer tilbød de ham mere.
De vidste at hver eneste gave til avleguden ville komme flerfoldigt igen i form af regn eller solskin på rette tid til gavn for høsten, i form af frugtbarhed som kunne bringe dem børn og evig rigdom i livet og dødsriget, eller som en velbehagelig fred oven på alle bråvallaslagene.
Mændene fortsatte op ad Frejs bakke. På vejen tog de en styrkende skål. Først tømte de et bæger for Odin. Så tømte de ét for Njord. Et tredje tømte de for hans søn Frej.
"Giv os liv, giv os liv", bad de og trampede videre til stabbjergets fod. Her bød offerfesten dem at tage nok en skål. Først én for Odin. Så én for Njord og tilsidst én for Frej.
Kvindagtigt og fjasende dansede de hånd i hånd mod toppen. Rundt og rundt bevægede de sig mens sveden piblede, og bevidstheden om deres manddom voksede.
Arrenakke, Rumpen og Klodal
Der
var engang
da Arrenakkekongen var på besøg hos Klodalskongen at de to kæmpetrolde
blev frygtelig uvenner.
Ingen ved hvad de skændtes om, men hidsige var de.
Pludselig rejste Klodalskongen sig og sprang efter Arrenakkekongen som flygtede bort med kæmpeskridt. Klodalskongen løb efter ham, men Arrenakkekongen var den hurtigste.
Efter nogle spring opgav Klodalskongen at følge efter.
Han stak i arrigskab den ene næve i jorden og tog en ordentlig håndfuld sand og sten som han kylede efter den anden trold.
Det meste af jorden landede i en bunke syv-otte kilometer fra hullet.
Bunken er den som vi kalder Arrenakken.
Noget af sandet faldt ud mellem to fingre og lagde sig i en stribe langs Tibirke Bakker. Striben er den vi i dag kalder Rumpen.
Det hul der dannedes da trolden stak sin klo ned i jorden har fået navnet Klodal.
I troldtøjets vold
Der
var engang
at en pige fra en af gårdene ved Helsinge en aften skulle ud og se til
dyrene der var sendt på græs ved Katteknøsen. Inden hun var nået helt
frem så hun at højen stod på lysende pæle. Indenunder havde de små høvdævle
gang i et mægtigt dansegilde.
Forrest dansede Katteknøskællingen så hendes hår lignede en skinnende høstak. Alle hendes døtre valsede efter hende. Imens sad de store hantrolde på hendes skattekiste og skålede i skummende øl.
Det så både sært og sjovt ud at se de små kluntede væsner stampe rundt og lave så megen palaver, syntes hun.
Hun faldt helt i staver, og mens hun stod på afstand og gloede på hurlumhejet kom en yndig lille troldkvinde ud og spurgte om hun dog ikke ville med indenfor.
"Så kan du bedre se det hele", sagde hun lokkende.
Pigen fulgte med. Og sandt var det. Indenfor var det lettere at se hvordan de morede sig. Selv havde hun det også herligt. Hun kunne slet ikke forstå, at man beskyldte dem for at være farlige. Tiden fløj afsted. Det gav et helt sæt i hende da hun langt over midnat fandt ud af, at hun må have været der i timevis.
"Bare de nu ikke er blevet bange derhjemme", tænkte hun, inden hun begyndte at sige tak for en dejlig aften og forsøgte at komme ud. Straks var der en som spærrede vejen for hende. En anden hoppede op på hendes fødder og holdt hende fast i skørterne.
"Bliv her hos os. Så vil du altid få det sjovt", bad de.
Men pigen ville ud og prøvede at skubbe dem bort. Det hjalp intet. De holdt godt fast. Hun blev helt bange for alle de kræfter som hun kunne mærke, at de små væsner havde.
"Vil I ikke nok lade mig gå", gentog hun igen og igen, mens tårene trillede ned ad kinderne. Først da det begyndte at lysne fik hun lov at gå. Men så havde hun også højt og helligt måttet love dem, at hun nok skulle komme igen en anden gang.
I
