Midsommerens myter

har fascineret kunstnerne

Ny bog afslører glemt sagnfortælling af Tisvilde-maleren Ove Kunert

Af Karl Erik Frederiksen (copyright)

Midsommeren er ikke en hvilken som helst højtid.
Både i hedensk tid og nu har det været frugtbarheden og de positive tanker, der er blevet tilbedt midt på den danske sommer hvor glædesblussene tændes. Hvad det angår er der ikke stor forskel på baggrunden for de solhvervsfester som blev holdt til ære for hedningernes guder og de sankthansfester, som man senere blev holdt til ære for Johannes Døberen.
Folkeligheden ved bålet og den intense tilbedelse og anråbelse af frugtbarhed har fascineret talrige kunstnere. Ikke mindst sankthans-traditionerne ved de kendte helligkilder har været yndede motiver. Guldaldermalerne P.C. Skovgaard, J. Th. Lundbye og Jørgen Sonne er blot nogle af de kendte malere, som har ladet sig fascinere af både folkelivet og myterne om at der ved de hellige kilder udrettes jærtegn som har gjort masser af mennesker raske eller har givet dem opmuntring til at klare en ny tids strabadser.
Især folkelivet ved landets to formentlig mest kendte helligkilder, Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven og Helenekilde i Tisvilde, har fascineret malerne. Folkelivet, den hysteriske og kontante form som anråbelsen om helbredelse og frugtbarhed antog i form af markeder og bægerklang har dog også haft sine modstandere. En af dem var Ludwig Holberg. I hans komedie Kildereisen slår hovedpersonen Jeronimus sikkert ikke uden grund fast, at hvert andet telt ved midsommerens kildemarkeder er blevet til horehuse. Efter disse angreb fulgte andre kunstneres nyopblussede romantisering af midsommeren.

Nye kunstnere

I Nordsjælland var den store folkelighed omkring dyrkelsen af Sankt Helene næsten forsvundet, da hovedstadens kunstnere i slutningen af 1800-tallet begyndte at søge til Tisvilde-området.
Den sagn- og myteverden som de havnede i på landet efter en lang anstrengende rejse fra hovedstaden smittede tydeligt af på malerierne i deres ungdoms vår. Til langt ind i det 20. århundrede har dette sagnomspundne nordsjællandske område, som i fordums tid formentlig også var hjemsted for en af Sjællands mest betydningsfulde helligdomme for guden Tyr (Ti), inspireret og tiltrukket malere.
De to professorer fra kunstakademiet, William Scharff og Julius Paulsen, blev grundstammen i en hel koloni af billedkunstnere, forfattere m.v. som omkring det forrige århundredskifte slog sig ned i denne egn, hvor de lod sig inspirere af de særegne landskaber og dets myter.

Elevens malerier

En af de malere, som slog sig ned i Tisvilde i ung alder, var en af Julius Paulsens elever på akademiet, Ove Kunert (1893-1975), der hvert år siden sin debut og afgang fra akademiet i 1917 til sin død var repræsenteret på Charlottenborgs forårsudstilling. Oftest var det modlyset gennem træerne i de gamle flyvesandsområder han skildrede. Et andet yndet motiv var krops- og ansigtsstudier.
Det kan nu afsløres at den unge Ove Kunert allerede mens han gik på akadmiet - i en alder af cirka 23 år - gik i gang med at skildre sagnet om Sankt Helene samt hendes hellige kilde og grav, der har fået så stor betydning for sankthans-traditionerne på denne egn.
Beviset er i alt 14 store lærreder der er monteret som tapeter i hans første tilholdssted og logi i Tisvilde. Det er en tidligere lade, som blev omdannet til beboelse, og som i dag er sommerhus.

Kun husets skiftende ejere og brugere har hidtil haft adgang til disse billeder, men nu kan offentligheden få et lille indtryk af kunstnerens indleven i sagnet. Husets nuværende ejer har nemlig givet tilladelse til at billederne benyttes som illustrationer til bogen Troldtøjets Sand, der udkommer i dag (sankthans 2000).

Uden signatur

Arbejdet på billedserien, som han kaldte Sagnet om Tisvilde, blev formentlig opgivet i 1920, hvor han var flyttet ind i et andet hus. Hans signatur kom aldrig på tapeterne, og han afslog siden at sætte sit navnetræk på. Årsagen kendes ikke, men en nærliggende tanke er, at billederne aldrig er blevet helt færdige.

På billedserien følger man hvordan Sankt Helene flyder i land på en stor sten på Tisvildes Nordstrand, hvor munkene bærer hende i land.
Man ser hvordan kilden springer op af jorden det første munkene sætter båren, og man følger hendes vej til graven.
Man ser hvordan syge og svækkede søger helbredelse og opmuntring ved hendes hellige kilde og grav, og man ser hvordan unge som gamle samles ved glædesblussene akkurat som man vil gøre det over det ganske land i aften.

Denne folkelige måde at fortælle et sagn på fortjener at blive vist for flere. Derfor er de nu optrykt som illustrationer til en stribe fortællinger om den fromme Sankt Helene og sankthanstraditioner.

Copyright Karl Erik Frederiksen (artiklen blev bragt i Frederiksborg Amts Avis 23. Juni 2000.)

Sagnet om Tisvilde

Sagnet om Sankt Helene er blevet fortalt på mange måder.
Ud fra maleren Ove Kunerts billedversion kan det fortælles på denne måde:

"Der var engang nogle munke fra Asserbo som stod nede på Nordstranden i Tisvilde da liget af den hellige Sankt Helene fra Sverige drev i land på en stor sten.
Uden at vide hvem hun var bar de hende i land, hvor de for et øjeblik lagde hende på en afsats på skrænten. I det samme sprang en kilde frem under hende. Da blev munkene klar over at det var en helgeninde de havde båret. Brødebetynget og fuld af ære kastede de sig på deres knæ ved hendes båre, hvorefter skrænten åbnede sig i en kløft ved siden af kilden.
De bar hende op gennem kildekåret og videre i retning mod Tibirke Kirkegård.
Undervejs blev kisten så tung at den sank i jorden. På det sted velsignede de jorden og kastede sig endnu en gang på deres knæ.
Siden er Helenekilde og Helene Grav hvert år omkring sankthans blevet besøgt af store skarer som har fået deres førlighed og munterhed tilbage i kraft af Helenes jærtegn og undere."

Karl Erik Frederiksen (copyright).

Uddrag fra billedserien Sagnet om Tisvilde:

Alle affotograferinger af Sagnet om Tisvilde til denne webside er foretaget af Karl Erik Frederiksen.

Alle affotograferinger i bogen Troldtøjets Sand er foretaget af fotograf Tommy Verting.